Henrik Ibsens skrifter

Tillad mig herved at sende Dem nogle linjer i anledning af den forestående indstudering af ​ «En folkefiende».

Det er naturligvis ikke min mening her på afstand at ville øve nogen indflydelse hverken på ​iscenesættelsen af stykket eller på ​rollefordelingen; men nogle ord om, hvorledes jeg har tænkt mig et og andet, kan dog ikke skade.

Jeg tør formentlig forudsætte som givet at fru Wolf og ikke nogen anden kommer til at spille fru Stockmann. Fru Wolf er utvilsomt den skuespillerinde ved Kristiania teater, der besidder de fleste betingelser for at kunne gengive denne karakter således, som jeg har set og skildret den.

Dersom De til Hovstads rolle har en forøvrigt brugbar fremstiller af ikke altfor heltemæssige legemsdimensioner, så bør en sådan vælges. Hovstad stammer fra fattige ​husmandsfolk, er vokset op i et usundt hjem under slet og utilstrækkelig ernæring, har frosset og slidt ondt hele sin barndom igennem og senere har han som fattigt ungt menneske naturligvis ​fristet mangt et savn. Slige livsvilkår afsætter sine mærker ikke blot i den indre men også i den ydre personlighed. Helteskikkelser af almuestand forekommer i virkeligheden kun som undtagelser. Under alle omstændigheder må Hovstad have noget tungt over sig, noget sammenfaldet eller ludende i holdningen, noget usikkert i bevægelserne; men alt dette, naturligvis, gengivet med fuld natursandhed.

​Billings replikker er således formede at de kræver østlandsk og ikke f. ex: bergensk dialekt. Han er også nærmest en østlandsk karakter.

​Skibskaptejn Horster har en dansk kritiker, løjerligt nok, taget komplet fejl af. Kritikeren betegner nemlig Horster som en gammel mand, som doktor Stockmanns gamle ven, o. s. v. Dette er naturligvis ganske urigtigt. Horster er en ung mand, et af de unge mennesker, hvis gode appetit doktoren glæder sig over, men som ikke ofte kommer der i huset fordi han ikke gerne er sammen med Hovstad og Billing. Allerede i første akt må Horsters interesse for Petra fint og let skinne igennem og under det korte replikskifte mellem ham og hende i femte akt må man ane at disse to nu står ved begyndelsen til et varmt og inderligt forhold.

Begge gutterne må ​afrettes med stor ​ufortrødenhed så længe til forskellighederne i deres væsen kommer tydeligt frem.

Jeg må anholde om at alle disponible skuespillere uden undtagelse anvendes i fjerde akt. Instruktøren må her indskærpe den størst mulige natursandhed og strængt forbyde enhver karikerende overdrivelse. Jo flere karakteristiske skikkelser med virkelighedspræg i mængden, desto bedre.

Instruktionen må, hele stykket igennem og for hver eneste rollehavendes vedkommende, ubønhørligt påsé at replikkerne ikke forvanskes. De må lyde præcist således, som de står i bogen. Et livfuldt tempo er ønskeligt. ​Da jeg sidst var i Kristiania teater forekom foredraget mig slæbende.

Men fremfor alt natursandhed, – illusion af at altsammen er virkeligt og at man sidder og ser på noget, som går for sig i livet.

«En folkefiende» er ikke let at sætte i scene. Der kræves et overmåde ​vel indøvet sammenspil, altså mange og omhyggeligt ledede prøver. Men jeg stoler på den gode vilje hos alle vedkommende, og kunstnerisk begavelse skorter det jo ikke på ved Kristiania teater.

Dette er i korthed hvad jeg, måske til overflod, gerne vilde sige. Med tak for ​det modtagne telegramsvar tegner jeg mig